Tyskland - materialer oversat og original

Tekst 1: Remarque

 Intet nyt fra Vestfronten (1929) 

Erich Maria Remarque (1898-1970), tysk forfatter. Han gjorde tjeneste som infanterisoldat under Første Verdenskrig og udgav i 1929 anti-krigsromanen "Intet Nyt fra Vestfronten". Den handler om en gruppe gymnasieelevers rekruttering til hæren og deres forfærdelige og desillusionerende krigsoplevelser. Jeg-fortælleren falder selv i bogens slutning.

"Intet Nyt fra Vestfronten" blev Tysklands vigtigste kritiske bog om Første Verdenskrig. Den blev fordømt og brændt af nazisterne. Selv udvandrede Remarque til Schweiz og senere til USA, da nazisterne kom til magten i 1933.

Intet nyt fra Vestfronten 

Ernst Ludwig Kirchner: Selbstbildnis als Soldat (1915)

"Det er underligt for mig at tænke på, at der hjemme i min skrivebordsskuffe ligger et påbegyndt drama "Saul" og en bunke digte. Jeg har tilbragt mangen en aften over dem, vi har jo næsten alle givet os af med sådan noget; men det er blevet mig så uvirkeligt, at jeg ikke rigtig mere kan forestille mig det.

Siden vi er kommet herud, er vort tidligere liv blevet skåret bort, uden at vi er skyld i det. Vi prøver ofte at orientere os og få en forklaring på det; men det vil ikke rigtig lykkes. Netop for os, de tyveårige, er alt så underligt uklart, for Kropp, Müller, Leer, mig, for os, som Kantorek kalder jernets ungdom. De ældre folk er alle fast knyttede til deres tidligere liv, de har jord, de har koner, børn, profession og interesser, som allerede er så stærke, at krigen ikke kan knuse dem. Men vi tyveårige har kun vore forældre og nogle af os en kæreste. Det er ikke meget - for i vor alder er forældrenes herredømme svagest, og kvinderne behersker os endnu ikke. Udover det var der ikke meget mere, noget sværmeri, nogle kærestehistorier og skolen; længere rakte vort liv endnu ikke. Og af det var der intet tilbage.

Kantorek ville have sagt, at vi stod lige på tærskelen til livet. Sådan omtrent er det også. Vi var endnu ikke groet fast. Krigen havde skyllet os bort. For de andre, de ældre, er den en afbrydelse; de kan tænke sig hen over den. Men vi er blevet grebet af den og ved ikke, hvorledes det skal ende. Hvad vi ved, er foreløbig kun, at vi på en sær og trist måde er blevet forrådte, skønt vi ikke engang kan blive melankolske mere.

Når Müller gerne ville have Kemmerichs støvler, så er han derfor ikke mindre medfølende end en anden en, der af smerte ikke turde vove så meget som at tænke på det. Men han forstår at skelne. Kunne støvlerne gavne Kemmerich noget som helst, så løb Müller hellere barfodet hen over pigtråden, end at han skulle spekulere på, hvorledes han kunne få fat i dem. Men sådan set er støvlerne ikke noget, som har med Kemmerichs tilstand at gøre, mens Müller derimod godt kan bruge dem. Kemmerich dør, lige meget hvem der får dem. Hvorfor skal Müller så ikke være på tæerne, han har dog mere ret til dem end en sygepasser! Når Kemmerich først er død, så er det for sent. Derfor er Müller allerede nu på lur.

Vi har mistet sansen for andre sammenhænge, fordi de er kunstige. Kun kendsgerningerne er rigtige og vigtige for os. Og gode støvler er en sjælden ting.

Tidligere var det også anderledes. Da vi marcherede til udskrivningskontoret, var vi endnu en klasse på tyve unge mennesker, som overmodigt var gået til barberen, alle som en, mange af os for første gang, før vi trådte ind i kasernegården. Vi havde ingen faste planer for fremtiden, tanker om karriere og profession var hos de færreste praktisk talt så modnede, at de kunne betyde en eksistensform; men derimod var vi opfyldt af uklare ideer, som omgav livet og også krigen med et idealiseret, næsten romantisk skær.

Vi fik ti ugers militær uddannelse og blev i det tidsrum mere grundigt omformede end af ti års skolegang. Vi lærte, at en pudset knap er vigtigere end fire bind Schopenhauer. Først forbløffede, derefter forbitrede og endelig komplet ligeglade erkendte vi, at det ikke er ånden, der synes at give udslaget, men støvlebørsten, ikke tanken, men systemet, ikke friheden, men eksercitsen. Med begejstring og fro vilje var vi blevet soldater; men det prøvede man på alle mulige måder at drive ud af os. Efter tre ugers forløb var det os ikke ufatteligt mere, at et postbud med uniformskasket besad større magt over os end tidligere vore forældre, vore lærere og samtlige kulturfaktorer fra Plato til Goethe. Med vore vågne, unge øjne så vi, at vore læreres klassiske fædrelandskærlighed her foreløbig realiseredes som en sådan opgivelse af personligheden, at man aldrig ville have vovet at byde det ringeste tyende det. Gøre honnør, stå ret, gå parademarch, højre om, venstre om, slå hælene sammen, blive skældt ud og blive chikaneret: vi havde tænkt os vor opgave anderledes og fandt, at vi som cirkusheste blev dresseret til heltedåd. Men vi vænnede os snart til det. Ja, vi begreb endog, at en del af det var nødvendigt, men en anden del til gengæld ligeså overflødig. Det har soldaten en fin næse for,

I hold på tre og fire blev vor klasse fordelt i forskellige korporalskaber sammen med frisiske fiskere, bønder, arbejdere og håndværkere, som vi hurtigt blev venner med. Kropp, Müller, Kemmerich og jeg kom i niende korporalskab, som sergent Himmelstoss førte.

Han gjaldt for den skrappeste i kasernegården, og det var hans stolthed. En lille, undersætsig karl, som havde stået i reserven i tolv år med et ræverødt, opadsnoet overskæg i det civile liv: postbud. Særlig havde han set sig ond på Kropp, Tjaden, Westhus og mig, fordi han anede vor tavse trods.

Der er en morgen, hvor jeg fjorten gange har måttet rede hans seng. Stadig fandt han noget at udsætte på den og rev sengetøjet på gulvet. I løbet af tyve timer - selvfølgelig med pauser - har jeg smurt et par urgamle, stenhårde støvler så bløde som smør, så selv Himmelstoss ikke kunne finde mere at udsætte på dem: - Jeg har på hans befaling skrubbet korporalskabets stue ren med en tandbørste; - Kropp og jeg har med en håndbørste og en fejespån givet os i lag med at feje kasernegården ren for sne, og vi havde holdt ud, til vi var frosset ihjel, hvis ikke en løjtnant tilfældigvis var dukket op, som straks sendte os bort og gav Himmelstoss en gevaldig overhaling. Følgen var desværre kun, at Himmelstoss blev så meget mere rasende på os. Jeg har fire uger efter hinanden været på vagt hver søndag og gjort stuetjeneste lige så længe; - jeg har med fuld oppakning med geværet i hånden øvet mig i en løs og våd brakmark i "hurtigløb fremad, løb!" og "fald ned", indtil jeg så ud som en klump møg og brød sammen; - jeg har fire timer efter vist Himmelstoss mit rensede tøj, ikke en plet, men mine hænder var revet til blods; - jeg har sammen med Kropp, Westhus og Tjaden øvet retstilling et helt kvarter i stærk frost, uden handsker, med de bare fingre på det iskolde geværløb, mens Himmelstoss sneg sig uden om os og lurede på den ringeste bevægelse, så han kunne knalde os; - jeg har om natten ved totiden rendt otte gange fra den øverste etage i kasernen og ned i gården, fordi mine underbukser ragede nogle centimeter ud over kanten på den skammel, vi havde at lægge vort tøj på. Ved siden af mig løb den tjenestegørende underofficer, Himmelstoss, og trådte mig over tæerne; - i bajonetfægtning har jeg stadig måttet fægte med Himmelstoss, ved hvilke lejligheder jeg havde en tung jernhistorie og han et let trægevær, så han mageligt kunne banke mig brun og blå på armene; men engang kom jeg dog i et sådant raseri, at jeg blindt styrtede mig ind på ham og gav ham et sådant stød i maven, at han faldt om. Da han ville klage, lo kompagnichefen ham ud og sagde, at han kunne jo passe på; han kendte sin Himmelstoss og syntes at unde ham dukkerten; - jeg har perfektioneret mig i klatring; - efterhånden skulle jeg også lede efter den, som kunne overgå mig i knæbøjning; - vi har skælvet, når vi bare hørte hans stemme; men små har han ikke kunnet gøre os, den grassate postkrikke.

Da Kropp og jeg en søndag i baraklejren kom slæbende med latrinspandene på en stang ind over gården, og Himmelstoss i fuld krigsmaling, parat til udtur, netop kom forbi, stillede sig op foran os og spurgte, hvorledes arbejdet bekom os, supponerede vi trods alt, at vi snublede og lod spanden skvulpe over og ned ad hans ben. Han larmede op; men nu var målet fuldt.

"Det bliver fæstningsarrest," skreg han.

Kropp havde fået nok. "Men først en undersøgelse her, og så skal vi rulle os ud, kan De stole på," sagde han.

"Hvorledes er det, De taler til en underofficer!" brølede Himmelstoss, "Er De da blevet forrykt? De har at vente, til De bliver spurgt! Hvad er det, De har i sinde?"

"Fortælle alt om sergenten," sagde Kropp og førte hænderne til buksesømmen.

Himmelstoss mærkede nu, hvad der var under opsejling og pillede af uden et ord. Før han forsvandt, snerrede han dog: "Det skal I få betalt," men det var ude med hans magt. Han forsøgte det endnu en gang ude på brakmarkerne med "fald ned!" og "hurtigløb fremad, løb". Vi adlød hver kommando; for kommando er kommando, og den må lydes. Men vi udførte den så langsomt, at Himmelstoss blev forvirret af raseri. Lige så stille lagde vi os ned på knæene, så på armene og således videre, og imens havde han allerede rasende givet en ny kommando. Før vi kom i sved, var han blevet hæs.

Så lod han os være. Ganske vist betegnede han os endnu en tid lang som køtere. Men der lå respekt bag.

Der fandtes også mange flinke korporaler, som var fornuftigere; de flinke var endog i overtal. Men frem for alt ville enhver beholde sin gode post her i hjemmet så længe som muligt, og det kunne han kun, hvis han var skrap mod rekrutterne.

Vi har vel derved fået al den afslibning som soldater, det var muligt at give os, og vi har ofte hylet af raseri. Mange af os er også blevet syge af det, Wolf endog død af lungebetændelse. Men vi havde forekommet os selv komplet latterlige, hvis vi havde givet efter. Vi blev hårde, mistroiske, følelsesløse, hævngerrige, rå - og det var godt; for det var netop de egenskaber, vi manglede. Havde man sendt os lige ud i skyttegravene uden den uddannelsestid, så var de fleste af os blevet sindssyge. Nu var vi derimod forberedt på det, som ventede os.

Vi brød ikke sammen, vi tilpassede os; vore tyve år, som ellers gjorde os så meget andet så svært, hjalp os. Men det vigtigste var, at der vågnede en fast og praktisk samhørighedsfølelse hos os, som ude i felten så steg til det bedste, denne krig avlede: kammeratskabsfølelse."

Indledende arbejdsspørgsmål

Hvem er romanens fortæller?

Hvordan beskriver fortælleren sin oplevelse af militæret?

Hvordan er hans holdning til begrebet patriotisme?

Otto Dix, Selbstbildnis als Soldat (1914)

Otto Dix, Selbstbildnis mit Artillerie-Helm (1914)

Tekst 2: Ernst Jünger: 

I stålstorme, 1920  p421

NB: Tekst 2 skal læses som et hele; men da det kan give mening at referere til forskellige dele af uddraget, er teksten delt op i 2a, 2b, 2c osv.  

Ernst Jünger(1895-1998) meldte sig som frivillig i Første Verdenskrig og avancerede til løjtnant og kompagnifører. Han blev såret syv gange og blev en højt dekoreret krigshelt. I 1920 udgav han bogen "I stålstorme", som han kaldte uddrag af en stormtropførers dagbog. Den blev en stor salgssucces og tryktes i mange oplag. I mellemkrigstiden arbejdede han som forfatter og var en kultfigur på den tyske højrefløj, men tilsluttede sig ikke nazistpartiet. Han tjente som officer under Anden Verdenskrig. I 1984, 70-året for krigens udbrud, deltog han sammen med den franske præsident Mitterand og den tyske forbundskansler Kohl i en mindehøjtidelighed for de faldne. Han døde i 1998, næsten 103 år gammel.

Ernst Jünger: I Stålstorme, 1920

Tekst 2a: Forord

Endnu hviler skyggen af det uhyrlige over os. Den vældigste af alle krige er os endnu for nær til, at vi helt kan overskue den, for ikke at tale om at kunne udkrystallisere dens ånd.(...)

Billedet af krigen var nøgternt, dens farver var gråt og rødt; slagmarken var en vanviddets ødemark, hvor livet fristede en kummerlig tilværelse under jorden. Om natten væltede trætte kolonner sig ad sønderskudte veje imod den rødmende horisont. (...) Ruiner og kors kantede vejen. Der lød ingen sang, kun sagte kommandoer og eder blandede sig med seletøjets knirken og klapren af geværer, hakker og spader. Tågede skygger dukkede fra endeløse løbegrave op i udkanterne af ødelagte landsbyer.

Regimentsmusik ombølgede ikke som førhen de kompagnier, der drog i kamp. Det ville have været en hån. Ingen faner vajede som tidligere i krudtrøg over splittede formationer, morgenrøden oplyste ingen munter rytter i dag med ridderlig kamp og død. Sjældent blev den værdige laurbærkranset.

Og alligevel har denne krig haft sine mænd og sin romantik! Helte, hvis ikke det ord var blevet så misbrugt. Dristige, ukendte, urokkelige mænd, som det ikke blev undt at beruse sig i egen dristighed for alles øjne. Ensomme stod de i slagets storm, når døden som en rød rytter med flammehove galopperede gennem den bølgende tåge. Deres horisont var kanten af et bombekrater, deres støtte var pligtfølelsen, æren og de indre værdier. De var frygtens overmænd; sjældent fik de den befrielse at kunne se fjenden i øjnene, efter at alt rædselsfuldt havde hobet sig op til sin kulmination, og deres verden var hyllet i et blodrødt skær. Så voksede de til brutal størrelse som skyttegravenes smidige tigre, som sprængstoffernes mestre. Så rasede deres urdrift ved hjælp af komplicerede ødelæggelsesmidler.

Men også når krigens møllehjul drejede langsommere, var de beundringsværdige. De tilbragte dagene i jordens indvolde, omgivet af mug, forpint af faldende vanddråbers evige urværk. Når solen gik ned bag ruiners takkede silhuetter, slap de ud af peststanken i de sorte huler, genoptog deres muldvarpearbejde eller stod nætter igennem som søjler af jern bag løbegravenes volde og stirrede ind i hvislende lyskuglers kolde sølv. Eller de sneg sig som spejdere over raslende pigtråd ud i det øde ingenmandsland. (...) Således arbejdede og kæmpede de, dårligt ernæret og dårligt klædt, som dødens tålmodige, jernhårdt belæssede daglejere.

...

Tekst 2b: Slaget ved Somme, august 1916

Ernst Jünger er på det tidspunkt avanceret til løjtnant.

Den 23. august 1916 blev vi i lastbiler transporteret til Le Mesnil. Selv om vi netop havde erfaret, at vi skulle sættes ind i (...) brændpunktet i Somme-slaget.., var stemningen fortræffelig. Vittigheder fløj under almindelig morskab fra den ene bil til den anden. Fra Le Mesnil marcherede vi efter mørkets frembrud til Sailly-Saillisel. (...) Foran os rullede og tordnede en artilleriild af uhørt styrke, tusinde flammende lyn indhyllede den vestlige horisont i et glødende flammehav.. Ustandseligt slæbte sårede sig tilbage med blege, indfaldne ansigter, og ofte blev de trængt ud i grøfterne af forbipasserende skyts eller ammunitionskolonner.

En mand med stålhjelm meldte sig hos mig for at føre min kolonne til den berømte landsby Combles, hvor vi indtil videre skulle stå i reserve. Mens jeg sad ved siden af ham i grøften, spurgte jeg naturligvis ivrigt til forholdene i stillingen og hørte en tonløs fortælling om dage tilbragt sammenkrøbet i granatkratere, isoleret og uden forbindelsesveje, om uophørlige angreb, om ligdækkede marker og vanvittig tørst, om lidende sårede og mere endnu. (...) Man mærkede på manden, at han til bunds havde gennemlevet enhver skræk lige til fortvivlelse og derefter havde lært at foragte den. Intet andet syntes at være blevet tilbage end en stor, mandig ligegyldighed.

Den, der falder, bliver liggende. Der kan ingen hjælpe. Ingen ved, om han kommer levende tilbage. Hver dag bliver der angrebet, men de kommer ikke igennem. Alle ved, at det gælder liv eller død.

Med sådanne folk kan man kæmpe!

(...)

Kl. 23 kom en ordonnans og bragte befaling om at føre kolonnen til kirkepladsen. Vi sluttede os derefter sammen med de to andre kolonner for at marchere ud i stillingen. (...) Så marcherede vi af sted i række efter hinanden. (...) Straks i landsbyens udkant så vores vejviser, at han havde taget fejl. Vi var nødt til at vende om under stærk granatild. Så gik det - mest i løb - over åben mark langs et hvidt bånd, der var udlagt til orientering, og som nu var skudt i småstykker. Ofte måtte vi blive stående på de værste steder, når vejviseren havde mistet orienteringen. Og for at holde sammen på kolonnerne var det forbudt at lægge sig ned. Alligevel var første og tredje kolonne pludselig forsvundet. Videre! I en heftigt beskudt hulvej blev grupperne klumpet sammen. I dækning!

En hæslig, påtrængende lugt fortalte os, at denne passage allerede havde krævet mange ofre. Efter et dødsensfarligt løb kom vi til en anden hulvej, hvor kamptroppekommandantens kassemat befandt sig; vi kunne ikke komme videre i den pinagtige trængsel af nervøse og ophidsede mennesker og gjorde omkring. Højst fem meter fra løjtnant Vogel og mig slog en mellemstor granat med et dumpt brag mod skråningen og kastede en regn af jordklumper over os, mens en dødbringende byge af sprængstykker fløj over vores bøjede rygge. Endelig genfandt vejviseren orienteringen i kraft af en iøjefaldende ligdynge.

Videre, videre! Nogle folk faldt sammen under løbet, og vi truede dem voldsomt for at presse den allersidste kraftanstrengelse ud af de udmattede kroppe. De sårede gled til højre og venstre ned i granatkratere, uden at man ænsede deres nødskrig. Videre gik det med øjnene stift rettet mod manden foran i rækken gennem en knædyb grav, dannet af bombekratere, hvor den ene døde lå ved siden af den anden. Modvilligt trådte foden på de bløde kroppe. Også de sårede, der faldt på vejen, led den skæbne at blive trampet ned af de andre, der hastede videre.

Og hele tiden denne sødlige lugt!

(...)

Endelig nåede vi den forreste linje, der var bemandet med folk, der sad tæt sammenkrøbne i hullerne, og hvis tonløse stemmer skælvede af glæde, da de forstod, at afløsningen var kommet. En bayersk sergent overdrog mig med få ord frontafsnittet og en signalpistol. (...)

Den bayerske sergent var pludselig sporløst forsvundet, og jeg stod helt alene med signalpistolen i hånden midt i det uhyggelige kraterlandskab, som de hvide tågebanker gjorde endnu mere truende og gådefuldt. Bag mig var en vedvarende, ubehagelig lugt; jeg konstaterede med mærkværdig nøgternhed, at den stammede fra et stort lig i forrådnelse.

(...)

Da det lysnede, trådte de fremmede omgivelser gradvist frem for vore undrende øjne. Hulvejen så nu blot ud som en række mægtige kratere, fyldt med uniformsdele, våben og døde; omgivelserne var, så langt øjet rakte, fuldstændig pløjet op af tunge granater. Ikke et eneste ynkeligt græsstrå fandt vores søgende øjne. Slagmarken var grufuld. Mellem de levende forsvarere lå de døde. Da vi gravede skyttehuller, så vi, at de lå i lag ovenpå hinanden. Det ene kompagni efter det andet var blevet tilintetgjort, mens det holdt stand i trommeilden. Så var ligene blevet begravet af de jordmasser, som granaterne kastede i vejret, og det næste kompagni havde overtaget de faldnes plads.

Hulvejen og området bag den var fuldt af faldne tyskere, området foran den fuldt af englændere. Ud af jordvoldene stak der arme, ben, hoveder.

(...)

Tekst 2c:

I forbindelse med et andet slag i november 1917 giver Jünger denne beskrivelse af frontsoldaten i Første Verdenskrig.

Også den moderne kamp har sine store øjeblikke. Man hører så ofte den fejlagtige opfattelse, at infanterikamp er sunket ned til at være et uinteressant masseslagteri. Tværtimod. I dag mere end nogensinde er den enkelte afgørende. Det ved enhver, der har begivet sig ind i det rige, der tilhører skyttegravenes fyrster med deres hårde, beslutsomme ansigter, dumdristige, senede, smidigt springende, med skarpe, blodtørstige øjne, helte, der ikke nævnes i nogen indberetning. Skyttegravskampen er den blodigste, vildeste, mest brutale af alle, men også denne kamp har haft sine mænd, der var øjeblikket voksent, ukendte forvovne kæmpere. Af alle krigens nervepirrende momenter er intet så stærkt som mødet mellem to stormtropførere mellem skyttegravens lervægge. Der findes der ingen vej tilbage og ingen barmhjertighed.

Tekst 2d:

Note

I marts 1918 iværksatte tyskerne deres sidste store offensiv, "Kejserslaget". På østfronten var der sluttet våbenhvile, efter at bolsjevikkerne i oktober 1917 havde taget magten, og tyskerne kunne derfor overføre store styrker fra østfronten til vestfronten. Målet med offensiven var at gennembryde den allierede front og afgørende slå de allierede styrker. Det skulle ske, før antallet af amerikanske soldater på vestfronten blev for stort. Planen var nær ved at lykkes. Man fik gennembrudt de allieredes linjer, og de allierede styrker blev trængt hele 30 km tilbage, men efter to ugers kampe standsedes den tyske fremrykning. Da denne offensiv mislykkedes, var tyskernes ressourcer udtømt.

Ernst Jünger var med fra offensivens start d. 21. marts 1918. Han leder en deling i stormangreb på de engelske linjer.

Kl. 9.10 forlod officerspatruljen, der skulle kontrollere vores opstilling, skyttegraven. Da de forreste linjer lå 800 m fra hinanden, måtte vi allerede i forberedelsesfasen (...) lægge os klar i ingenmandsland, så vi kl. 9.40 kunne løbe ind mod den forreste fjendtlige linje. (...) I granatkraterne foran den fjendtlige skyttegrav, der gang på gang blev ramt af den voldsomste kanonild, ventede angrebsbataljonerne (...) over en uoverskuelig lang front. Ved synet af de vældige, tæt samlede masser følte jeg, at gennembruddet var sikkert. Men havde vi også kraften til at splitte og tilintetgøre de fjendtlige reserver? Det forventede jeg med sikkerhed. Slutkampen, det endelige angreb, syntes at være kommet.

Stemningen var ganske særlig, ladet med den højeste spænding. Officerer stod oprejst og udvekslede nervøse vittigheder. Ofte gik en svær mine for kort og kastede en tårnhøj kaskade af jord over os, uden at en eneste dukkede hovedet. Kamplarmen var blevet så forfærdelig, at ingen længere var ved sin fornufts fulde brug. Nerverne kunne ikke længere føle angst. (...)

Tre minutter før angrebet vinkede min trofaste tjener til mig med en fyldt feltflaske. Med sin beskedne horisont forstod han øjeblikkets behov. Jeg drak en dyb slurk. Det var, som drak jeg vand. (...)
Det store øjeblik var kommet. (...) Vi trådte an. Med sammensatte følelser, fremkaldt af blodtørst, mod og alkohol gik vi imod de fjendtlige stillinger. Jeg var langt foran kompagniet. (...) Den højre hånd knugede pistolskæftet, den anden en ridepisk af bambus. Jeg kogte af en forbitrelse, jeg i dag ikke kan fatte. Det overvældende ønske om at dræbe gav mine skridt fart. (...) Raseriet pressede bitre tårer frem i øjnene.

Den uhyre ødelæggelsesvilje, der hvilede over slagmarken, koncentrerede sig i hjernerne. Således må renæssancens mænd have været grebet af deres lidenskaber, (...) varulve, der jager gennem natten for at drikke blod.

Uden vanskeligheder satte vi over en ødelagt pigtrådsspærring og satte i spring over den forreste grav. (...) Imod forventning smældede maskingeværild imod os fra den anden linje. Med mine ledsagere sprang jeg i et granathul. Et sekund senere gav det et frygteligt brag, og jeg faldt forover. (...) (En menig) havde fået et hul i overarmen og sagde stønnende, at en kugle havde ramt ham i ryggen. Vi rev uniformen af ham og forbandt ham. Den ophvirvlede jord viste, at en granat havde ramt kanten af hullet. Det var et under, at vi stadig var i live.

I mellemtiden var de andre kommet foran os. Vi styrtede efter dem og overlod den sårede til sin skæbne. Lidt til venstre dukkede (en mægtig jernbanedæmning), som vi måtte over, ud af røgen. Fra indbyggede skydeskår .. knaldede gevær- og maskingeværild.

Jeg fulgte en hulvej, i hvis skrænter der var gabende tomme dækningshuller. Rasende skred jeg frem over sort, oppløjet jord, der stadig ulmede af de klæbrige gasser fra vores granater. (...) Folk fra mit kompagni sprang ned i hulvejen. Vi var vildt ophidsede. Jeg rev frakken af og kastede den bort. Jeg husker stadig, at jeg nogle gange råbte, "Nu smider løjtnant Jünger jakken", og at infanteristerne lo af det, som om det var en kostelig vittighed. (...)

Jeg løb lige imod den ildsprudende jernbanedæmning. (...) Pludselig befandt jeg mig ved banedæmningens fod og bemærkede, at der lige ved siden af mig blev skudt ud af en åbning i dæmningen, som var skjult med sækkelærred. Jeg skød gennem klædet. En mand ved siden af mig rev det væk og kastede en håndgranat ind i åbningen. Et stød og en hvid sky afslørede virkningen. Det var et råt, men effektivt middel. Vi to løb langs dæmningen og bearbejdede de næste åbninger på samme måde. (...) Derefter klatrede vi sammen med hundrede andre over dæmningen . For første gang i krigen så jeg soldatermassser støde sammen. På den anden skråning holdt englænderne to terrasseagtige grave. Der blev udvekslet skud på få meters afstand, håndgranater fløj derned i buer.

Jeg sprang ned i den første grav (...) og stødte sammen med (...) en engelsk officer. Jeg brugte ikke pistolen, men greb ham i struben og kastede ham mod nogle sandsække. Bag mig dukkede hovedet af en gammel major op, der skreg til mig: "Slå hunden ihjel".

Jeg overlod dette arbejde til de efterfølgende og vendte mig mod den anden grav, der vrimlede med englændere, og sendte pistolkuglerne af sted mod dem med sådan en iver, at jeg vel trykkede på aftrækkeren en halv snes gange efter det sidste skud. En mand ved siden af mig kastede håndgranater ind mellem de flygtende. En tallerkenformet hjelm fløj højt op i luften.

På et minut var kampen afgjort. Englænderne sprang ud af deres skyttegrave og flygtede i store skarer ud over den åbne mark. (...) Fra dæmningens top knaldede en herlig ild efter de flygtende, som faldt om i store flokke, og i løbet af nogle sekunder var jorden dækket af lig. Kun få undslap.

Efter at arbejdet var gjort færdigt, gik det videre.

I den næste engelske forsvarslinje yder nogle maskingeværstillinger hård modstand, og tyskerne må søge dækning i granatkratere. Da maskingeværerne bliver sat ud af spillet, fortsætter angrebet.

Fra alle granathuller dukkede der nu geværsvingende skikkelser op, og de løb mod den fjendtlige stilling med rullende øjne og skum om munden under frygtelige hurraråb. I hundredvis kom forsvarerne frem med hænderne i vejret.

Der blev ikke givet pardon. Englænderne hastede med opstrakte arme forbi den første stormbølge mod de følgende, hvis kampraseri endnu ikke var steget til kogepunktet. En ordonnans (...) dræbte med sin 32-skudspistol vel et dusin af dem.

Jeg kan ikke bebrejde vores folk denne blodtørstige adfærd. At dræbe en forsvarsløs er gement. (...) På den anden side må en forsvarer, der jager sine skud i angriberen på fem skridts afstand, tage konsekvenserne. Krigeren, der under stormen har haft et blodigt slør for øjnene, kan ikke mere omstille sine følelser. Han vil ikke tage fanger, han vil slå ihjel.. Han har tabt blikket for ethvert formål og er i mægtige urkræfters vold. Først, når der er udgydt blod, forsvinder tågen fra hans hjerne; han ser sig om, som vågnede han af en ond drøm. Først derefter er han igen en moderne soldat, klar til at løse en ny taktisk opgave".

Kilde: Ernst Jünger, In Stahlgewittern, 1922, s. III-IV, 65-66, 69-72, 182 197-205, oversat af udgiveren.

Mulige arbejdsspørgsmål:

Hvordan beskriver Ernst Jünger sit møde med krigen ved fronten?

Hvordan fremstiller han sig selv som soldat og officer?

Hvilke træk og egenskaber ved frontsoldaterne fremhæver han?

Hvordan fremstiller han soldaternes tilstand under angreb? Hvordan behandles fjender, der vil overgive sig?

Er Jüngers skrift krigsforherligende? Hvordan? Sammenlign teksten med andre tekster. 

Tekst 3,4 og 5 har tyskholdet lavet gloser til - se i det udleverede materiale og i lectio for at se digtene med gloser. 

Otto Dix, Sturmtruppe geht unter Gas vor (Assault under Gas), 1924

Tekst 3

Alfred Lichtenstein(1889-1914)

 "Gebet vor der Schlacht" (1914)

Inbrünstig singt die Mannschaft, jeder für sich:

Gott, behüte mich vor Unglück,
Vater, Sohn und heiliger Geist,
Daß mich nicht Granaten treffen,
Daß die Luder, unsre Feinde,
Mich nicht fangen, nicht erschießen,
Daß ich nicht wie’n Hund verrecke
Für das teure Vaterland.

Sieh, ich möchte gern noch leben,
Kühe melken, Måadchen stopfen
Und den Schuft, den Sepp, verprügeln,
Mich noch manches Mal besaufen
Bis zu meinem selgen Ende.
Sieh, ich bete gut und gerne
Täglich sieben Rosenkränze,
Wenn du, Gott, in deiner Gnade
Meinen Freund, den Huber oder
Meier, tötest, mich verschonst.

Aber muß ich doch dran glauben,
Laß mich nicht zu schwer verwunden.
Schick mir einen leichten Beinschuß,
Eine kleine Armverletzung,
Daß ich als ein Held zurückkehr,
Der etwas erzählen kann.

http://www.gedichte.xbib.de/Lichtenstein_gedicht_Gebet+vor+der+Schlacht.htm

Tekst 4: Walter Flex (1887-1917)

"Im Schützengraben"

In Frankreichs Erde haben

Wir uns hinabgewühlt
Und lauern im Schützengraben,
Von welscher Erde durchkühlt.

Wir lauern nachtdurchfrostet
Und regenüberbraust.
Die treue Büchse rostet,
Am Kolben liegt die Faust.

Wir lauern am Waldesrasen,
Altweibersommer weht.
Der Mond baut Silberstraßen
Zum Feind, der drüben sieht.

Wir liegen wie in Grüften
Unter Mond und Sonnenschein
Und saugen das fremde Düften
Der welschen Erde ein.

Granaten gurgeln und krachen
Und streuen Tod  umher,
Wir lauern und warten und wachen.
Die Augen werden uns schwer.

Wir hören des Nachts im Walde
Die Totenkäuze schrei'n;
Der Graben kann uns, wie balde.
Zum Grab bereitet sein.

Die Nebel fallen und steigen,
Die Blätter treiben ihr Spiel.
Herz, Herz, du solltest schweigen
Und redest, ach, so viel!

Herz, Herz, warum dich kränken
Mit Schatten goldener Zeit?
Du sollst nichts andres denken
Als deines Volkes Leid!

Wir mögen in Lumpen lungern
Durch Frost und Feindesland,
Nur du, du sollst nicht hungern.
Mein Volk und Vaterland!

John Singer Sargent, Gassed, 1918-19, oil on canvas,

Tekst 5: Heinrich Lersch (1889-1936)

"Im Schützengraben"(1916)

Ich lieg an dem Gewehr zum Anschlag an.
Ein Käppi hebt sich überm Grabesrand,
und eine Hand
wirft eine Schaufel Erde hoch hinan ...

Mein Kamerad Franzos, dich traf ich gut!
Du mußt nicht böse sein, daß ich dich schoß:
Ich bin dein Bruder ja, bin dein Genoß;
wir sind erlöst durch eines Gottes Blut.

Was ist es denn, was uns zu töten heißt?
Du mich — ich dich, daß wir so vogelfrei?
Nur treffen, töten, wen ist einerlei,
wenn du mich nur von einem Feind befreist.

Wir denken nicht. Wir tun nur Schuß auf Schuß!
Fällt jemand neben uns, — dann wächst die Wut,
und wie die Erde trinkt das frische Blut,
so wächst der Rache grauser Hochgenuß.

Denn Blut will Blut. In Strömen fließt es hin.
Tot liegt nun der, des Herz so warm doch schlug,
der Nacht um Nacht das schwere Heimweh trug,
das wachsend schwoll seit Krieges Anbeginn.

Wozu das all, mein Kamerad Frazos?
Du stirbst für deines Reiches Herrlichkeit,
ich steh für unseres Tuns Gerechtigkeit,
und gleicher Tod ist unser beider Los.

So muß es sein. Es wächst wie Gras und Baum
der Menschheit strebend Volk sich hin zum Licht;
zwei gleiche Bäume stehn zusammen nicht,
der eine frißt des andern Licht und Raum.

Und Tier und Gras und Blume stirbt und wird,
eins durch das andre. Alles wird zu Staub.
Ein jedes wird des Todes sichrer Raub,
ob es die Sonne dörrt, ob es die Sense schwirrt. — —

Mein Kamerad Franzos, nun ruhst auch du
in Heimaterde aus von Kampf und Schlacht,
auch ich hab sie zur Heimat mir gemacht, —
wir harren wohl der Auferstehung zu.

Und unterdessen wird ein Sonnentag
mit ungeheurem Jubel um die Erde gehn,
und Blumen fliegen, Banner, Fahnen wehn,
und jeder jubelt, wie er kann und mag.

Wir hören's nicht. Wir liegen kalt und tot.
Und weckt kein Singen, keines Friedens Gruß,
auf unsern Leibern steht der Menschheit Fuß:
Sie schaut hinein ins neue Morgenrot.

Fra: Herz! Aufglühe dein Blut! Gedichte im Kriege (1916)

Tekst 6: breve fra soldater 

Briefe von Soldaten

Kriegbeginn 1914:
"Liebe Eltern,

Am 2. August morgens 3 Uhr dann endgültig Abmarsch, nachdem unser Major eine kurze markige Ansprache gehalten hatte. Voran die Musik, "Heil Dir im Siegerkranz", gings dem Bahnhof zu. Um 5 Uhr waren wir verladen in ca. 20 Wagen mit unseren Gerätewagen, und um 6 Uhr verließen wir Koblenz unter Absingen froher Lieder Richtung Trier. An den Wagen hatten wir allerhand Ulk angemalt, so "auf nach Paris zum Bundesschießen", "morgen gibts Goulasch mit Rothosen", "Franzosen, Belgier, Serben, Ihr alle müsst jetzt sterben" usw. Auf der ganzen Fahrt haben wir gesungen, was nur die Kehle hergab. Überall, wo wir auf der Fahrt durchkamen, wurden wir aufgemuntert, feste zuzuhauen, aber auch so manches Mütterlein stand an der Bahn mit Tränen in den Augen."

Später:Am 28. November 1915 wird der Fahnenjunker Karl Brunner von Halberstadt aus an die Westfront kommandiert. Im Sommer darauf greifen Engländer und Franzosen an der Somme an. Statt des erhofften Durchbruchs bringt diese Schlacht zu Beginn schwere Verluste. Schon am ersten Angriffstag beklagen allein die Engländer mehrere zehntausend Opfer. In diesem Sommer kämpft auch Karl Brunner an der Somme. Am 23. Juli 1916 schreibt der 17 Jahre alte Gymnasiast an seine Schwester Mathilde:"Am 22sten morgens erhielten wir ein leichtes Artilleriefeuer auf den Graben. Ab und zu mal eine 15er, die aber sämtlich Blindgänger waren. Nachmittags um drei Uhr fingen die Engländer an, uns mit 15er Granaten förmlich zuzudecken. Wir hatten als Schutz nur kleine Wulen in der Wand; was für Schutz das aber war, erwies sich bald. Gleich die ersten gingen dahin, wo meine Wule lag, in der ich Gott sei Dank nicht drin war. Sie verschütteten den Graben bis zur Hälfte und drei Leute, die in den kleinen Löchern Schutz gesucht hatten, darunter meine Burschen. Ich nahm mir sofort zwei beherzte Kerls, und so machten wir uns gleich ans Rettungswerk. Es war schrecklich. Unter uns lagen die drei und wimmerten herzzerreißend, oben krepierte Schuss für Schuss schwere Artillerie, neben uns mit ohrenbetäubendem Krachen. Wir schippten, dass uns der Schweiß runterlief. Schon stieß ich auf meinen Burschen mit dem Spaten, da schlug eine Granate zwei Meter hinter uns ein und verschüttete uns beinah. Alle Arbeit war umsonst gewesen. Es vergingen 15 Minuten angestrengtester Arbeit, doch immer wieder wurde alles zugeworfen. Dann gab ich es auf...es waren schauderhafte Minuten, Stunden. Man hört diese Dinger immer auf sich zuheulen und kann nicht ausweichen vor ihnen. Das entnervt kolossal. Abends machte ich mich daran, meine Wule auszubuddeln, in der Regenmantel, Gasmaske, Brotbeutel usw. lagen. Eine kleine Pause zum Schreiben.

Ein Schrapnell warf mir eben einen Batzen Dreck ins Gesicht und auf den Brief. "Dolle Sache"! - Während wir arbeiteten hieß es plötzlich: "Alle Mann an Bord!". Im selben Augenblick ging das feindliche schwere Artillerie-Feuer mehr auf die hinter uns liegenden Batterien. Dafür wurden wir mit einem Hagel von Schrapnells überschüttet. Doch alles atmete erleichtert auf, dass wir keine "schweren" mehr abkriegten. So standen wir etwa 15 Minuten im Schrapnellfeuer, aber innerlich vollständig beruhigt. Vor diesen Dingern hat man keine Angst. Endlich gingen rechts und links die roten Leuchtkugeln hoch, also beiderseits Angriff. Das Artilleriefeuer hörte nun auf, wir standen, in der rechten Hand das Gewehr, links die Handgranate, zum Empfang bereit. Aber sie griffen nicht bei uns an. Plötzlich der Ruf: "Leuchtpatronen und Handgranaten nach links, Feind ist links eingebrochen". Was das bedeutet, glaubt Ihr gar nicht. Auf Deutsch: Die Westfront mal wieder wie am 14ten durchbrochen."

Karl Brunner schreibt diesen Brief am 23. Juli 1916. Drei Tage später adressiert sein Hauptmann folgenden Feldpostbrief an die Mutter:
"Hochverehrte, gnädige Frau!

Schmerzlich bewegt erfülle ich die traurige Pflicht und teile Ihnen mit, dass Ihr lieber Sohn, unser tapferer Kamerad, am 23. 7., kurz nach 7 Uhr abends, durch ein Artilleriegeschoß einen leichten Heldentod fand. Trotz seiner Jugend hat er mit Hingabe, Pflichtbewusstsein und vorbildlicher Tapferkeit bis zuletzt seinen Zug geführt. Die Kameraden des Regiments und die Mannschaften der 3. Kompanie beklagen tief den Verlust dieses lieben und bescheidenen Offiziers. Ich, als sein Bataillonskommandeur, kann Ihnen nur versichern, dass er in vollstem Maß seine Schuldigkeit getan und als Held angesichts des Feindes gefallen ist! Die Kameraden mussten ihn an Ort und Stelle südwestlich Martinpuich zur letzten Ruhe betten, da ein Bergen in den furchtbaren Kämpfen nicht möglich ist. Seien Sie unserer allerherzlichsten Teilnahme versichert.

Voller Ergriffenheit. Klutmann"

Quelle: http://www.lsg.musin.de/geschichte/Material/Quellen/Briefe-wirklichkeit-krieg.htm

(kilde: http://www.kriegsbegeisterung.wg.am/briefe.html)