Tekst 1: Remarque
Intet nyt fra Vestfronten (1929)
Erich Maria Remarque (1898-1970), tysk forfatter. Han gjorde
tjeneste som infanterisoldat under Første Verdenskrig og udgav i 1929
anti-krigsromanen "Intet Nyt fra Vestfronten". Den handler om en
gruppe gymnasieelevers rekruttering til hæren og deres forfærdelige og
desillusionerende krigsoplevelser. Jeg-fortælleren falder selv i bogens
slutning.
"Intet Nyt fra Vestfronten" blev Tysklands
vigtigste kritiske bog om Første Verdenskrig. Den blev fordømt og brændt af
nazisterne. Selv udvandrede Remarque til Schweiz og senere til USA, da
nazisterne kom til magten i 1933.
Intet nyt fra Vestfronten
 |
| Ernst Ludwig Kirchner: Selbstbildnis als Soldat (1915) |
"Det er underligt for mig at tænke på, at der hjemme i min
skrivebordsskuffe ligger et påbegyndt drama "Saul" og en bunke digte.
Jeg har tilbragt mangen en aften over dem, vi har jo næsten alle givet os af
med sådan noget; men det er blevet mig så uvirkeligt, at jeg ikke rigtig mere
kan forestille mig det.
Siden vi er kommet herud, er vort tidligere liv blevet
skåret bort, uden at vi er skyld i det. Vi prøver ofte at orientere os og få en
forklaring på det; men det vil ikke rigtig lykkes. Netop for os, de tyveårige,
er alt så underligt uklart, for Kropp, Müller, Leer, mig, for os, som Kantorek
kalder jernets ungdom. De ældre folk er alle fast knyttede til deres tidligere
liv, de har jord, de har koner, børn, profession og interesser, som allerede er
så stærke, at krigen ikke kan knuse dem. Men vi tyveårige har kun vore forældre
og nogle af os en kæreste. Det er ikke meget - for i vor alder er forældrenes
herredømme svagest, og kvinderne behersker os endnu ikke. Udover det var der
ikke meget mere, noget sværmeri, nogle kærestehistorier og skolen; længere
rakte vort liv endnu ikke. Og af det var der intet tilbage.
Kantorek ville have sagt, at vi stod lige på tærskelen til
livet. Sådan omtrent er det også. Vi var endnu ikke groet fast. Krigen havde
skyllet os bort. For de andre, de ældre, er den en afbrydelse; de kan tænke sig
hen over den. Men vi er blevet grebet af den og ved ikke, hvorledes det skal
ende. Hvad vi ved, er foreløbig kun, at vi på en sær og trist måde er blevet
forrådte, skønt vi ikke engang kan blive melankolske mere.
Når Müller gerne ville have Kemmerichs støvler, så er han
derfor ikke mindre medfølende end en anden en, der af smerte ikke turde vove så
meget som at tænke på det. Men han forstår at skelne. Kunne støvlerne gavne
Kemmerich noget som helst, så løb Müller hellere barfodet hen over pigtråden,
end at han skulle spekulere på, hvorledes han kunne få fat i dem. Men sådan set
er støvlerne ikke noget, som har med Kemmerichs tilstand at gøre, mens Müller
derimod godt kan bruge dem. Kemmerich dør, lige meget hvem der får dem. Hvorfor
skal Müller så ikke være på tæerne, han har dog mere ret til dem end en
sygepasser! Når Kemmerich først er død, så er det for sent. Derfor er Müller
allerede nu på lur.
Vi har mistet sansen for andre sammenhænge, fordi de er
kunstige. Kun kendsgerningerne er rigtige og vigtige for os. Og gode støvler er
en sjælden ting.
Tidligere var det også anderledes. Da vi marcherede til
udskrivningskontoret, var vi endnu en klasse på tyve unge mennesker, som
overmodigt var gået til barberen, alle som en, mange af os for første gang, før
vi trådte ind i kasernegården. Vi havde ingen faste planer for fremtiden,
tanker om karriere og profession var hos de færreste praktisk talt så modnede,
at de kunne betyde en eksistensform; men derimod var vi opfyldt af uklare
ideer, som omgav livet og også krigen med et idealiseret, næsten romantisk
skær.
Vi fik ti ugers militær uddannelse og blev i det tidsrum
mere grundigt omformede end af ti års skolegang. Vi lærte, at en pudset knap er
vigtigere end fire bind Schopenhauer. Først forbløffede, derefter forbitrede og
endelig komplet ligeglade erkendte vi, at det ikke er ånden, der synes at give
udslaget, men støvlebørsten, ikke tanken, men systemet, ikke friheden, men
eksercitsen. Med begejstring og fro vilje var vi blevet soldater; men det
prøvede man på alle mulige måder at drive ud af os. Efter tre ugers forløb var
det os ikke ufatteligt mere, at et postbud med uniformskasket besad større magt
over os end tidligere vore forældre, vore lærere og samtlige kulturfaktorer fra
Plato til Goethe. Med vore vågne, unge øjne så vi, at vore læreres klassiske
fædrelandskærlighed her foreløbig realiseredes som en sådan opgivelse af
personligheden, at man aldrig ville have vovet at byde det ringeste tyende det.
Gøre honnør, stå ret, gå parademarch, højre om, venstre om, slå hælene sammen,
blive skældt ud og blive chikaneret: vi havde tænkt os vor opgave anderledes og
fandt, at vi som cirkusheste blev dresseret til heltedåd. Men vi vænnede os
snart til det. Ja, vi begreb endog, at en del af det var nødvendigt, men en
anden del til gengæld ligeså overflødig. Det har soldaten en fin næse for,
I hold på tre og fire blev vor klasse fordelt i forskellige
korporalskaber sammen med frisiske fiskere, bønder, arbejdere og håndværkere,
som vi hurtigt blev venner med. Kropp, Müller, Kemmerich og jeg kom i niende
korporalskab, som sergent Himmelstoss førte.
Han gjaldt for den skrappeste i kasernegården, og det var
hans stolthed. En lille, undersætsig karl, som havde stået i reserven i tolv år
med et ræverødt, opadsnoet overskæg i det civile liv: postbud. Særlig havde han
set sig ond på Kropp, Tjaden, Westhus og mig, fordi han anede vor tavse trods.
Der er en morgen, hvor jeg fjorten gange har måttet rede
hans seng. Stadig fandt han noget at udsætte på den og rev sengetøjet på gulvet.
I løbet af tyve timer - selvfølgelig med pauser - har jeg smurt et par urgamle,
stenhårde støvler så bløde som smør, så selv Himmelstoss ikke kunne finde mere
at udsætte på dem: - Jeg har på hans befaling skrubbet korporalskabets stue ren
med en tandbørste; - Kropp og jeg har med en håndbørste og en fejespån givet os
i lag med at feje kasernegården ren for sne, og vi havde holdt ud, til vi var
frosset ihjel, hvis ikke en løjtnant tilfældigvis var dukket op, som straks
sendte os bort og gav Himmelstoss en gevaldig overhaling. Følgen var desværre
kun, at Himmelstoss blev så meget mere rasende på os. Jeg har fire uger efter
hinanden været på vagt hver søndag og gjort stuetjeneste lige så længe; - jeg
har med fuld oppakning med geværet i hånden øvet mig i en løs og våd brakmark i
"hurtigløb fremad, løb!" og "fald ned", indtil jeg så ud
som en klump møg og brød sammen; - jeg har fire timer efter vist Himmelstoss
mit rensede tøj, ikke en plet, men mine hænder var revet til blods; - jeg har
sammen med Kropp, Westhus og Tjaden øvet retstilling et helt kvarter i stærk
frost, uden handsker, med de bare fingre på det iskolde geværløb, mens
Himmelstoss sneg sig uden om os og lurede på den ringeste bevægelse, så han
kunne knalde os; - jeg har om natten ved totiden rendt otte gange fra den
øverste etage i kasernen og ned i gården, fordi mine underbukser ragede nogle
centimeter ud over kanten på den skammel, vi havde at lægge vort tøj på. Ved
siden af mig løb den tjenestegørende underofficer, Himmelstoss, og trådte mig over
tæerne; - i bajonetfægtning har jeg stadig måttet fægte med Himmelstoss, ved
hvilke lejligheder jeg havde en tung jernhistorie og han et let trægevær, så
han mageligt kunne banke mig brun og blå på armene; men engang kom jeg dog i et
sådant raseri, at jeg blindt styrtede mig ind på ham og gav ham et sådant stød
i maven, at han faldt om. Da han ville klage, lo kompagnichefen ham ud og
sagde, at han kunne jo passe på; han kendte sin Himmelstoss og syntes at unde
ham dukkerten; - jeg har perfektioneret mig i klatring; - efterhånden skulle
jeg også lede efter den, som kunne overgå mig i knæbøjning; - vi har skælvet,
når vi bare hørte hans stemme; men små har han ikke kunnet gøre os, den
grassate postkrikke.
Da Kropp og jeg en søndag i baraklejren kom slæbende med
latrinspandene på en stang ind over gården, og Himmelstoss i fuld krigsmaling,
parat til udtur, netop kom forbi, stillede sig op foran os og spurgte,
hvorledes arbejdet bekom os, supponerede vi trods alt, at vi snublede og lod
spanden skvulpe over og ned ad hans ben. Han larmede op; men nu var målet
fuldt.
"Det bliver fæstningsarrest," skreg han.
Kropp havde fået nok. "Men først en undersøgelse her,
og så skal vi rulle os ud, kan De stole på," sagde han.
"Hvorledes er det, De taler til en underofficer!"
brølede Himmelstoss, "Er De da blevet forrykt? De har at vente, til De
bliver spurgt! Hvad er det, De har i sinde?"
"Fortælle alt om sergenten," sagde Kropp og førte
hænderne til buksesømmen.
Himmelstoss mærkede nu, hvad der var under opsejling og pillede
af uden et ord. Før han forsvandt, snerrede han dog: "Det skal I få
betalt," men det var ude med hans magt. Han forsøgte det endnu en gang ude
på brakmarkerne med "fald ned!" og "hurtigløb fremad, løb".
Vi adlød hver kommando; for kommando er kommando, og den må lydes. Men vi
udførte den så langsomt, at Himmelstoss blev forvirret af raseri. Lige så
stille lagde vi os ned på knæene, så på armene og således videre, og imens
havde han allerede rasende givet en ny kommando. Før vi kom i sved, var han
blevet hæs.
Så lod han os være. Ganske vist betegnede han os endnu en
tid lang som køtere. Men der lå respekt bag.
Der fandtes også mange flinke korporaler, som var
fornuftigere; de flinke var endog i overtal. Men frem for alt ville enhver
beholde sin gode post her i hjemmet så længe som muligt, og det kunne han kun,
hvis han var skrap mod rekrutterne.
Vi har vel derved fået al den afslibning som soldater, det
var muligt at give os, og vi har ofte hylet af raseri. Mange af os er også
blevet syge af det, Wolf endog død af lungebetændelse. Men vi havde forekommet
os selv komplet latterlige, hvis vi havde givet efter. Vi blev hårde,
mistroiske, følelsesløse, hævngerrige, rå - og det var godt; for det var netop
de egenskaber, vi manglede. Havde man sendt os lige ud i skyttegravene uden den
uddannelsestid, så var de fleste af os blevet sindssyge. Nu var vi derimod
forberedt på det, som ventede os.
Vi brød ikke sammen, vi tilpassede os; vore tyve år, som
ellers gjorde os så meget andet så svært, hjalp os. Men det vigtigste var, at
der vågnede en fast og praktisk samhørighedsfølelse hos os, som ude i felten så
steg til det bedste, denne krig avlede: kammeratskabsfølelse."
Indledende arbejdsspørgsmål
Hvem er romanens fortæller?
Hvordan beskriver fortælleren sin oplevelse af militæret?
Hvordan er hans holdning til begrebet patriotisme?
 |
Otto Dix, Selbstbildnis als Soldat (1914)
 |
| Otto Dix, Selbstbildnis mit Artillerie-Helm (1914) |
|
Tekst 2: Ernst Jünger:
I stålstorme, 1920 p421
NB: Tekst 2 skal læses som et hele; men da det kan give
mening at referere til forskellige dele af uddraget, er teksten delt op i 2a,
2b, 2c osv.
Ernst Jünger(1895-1998) meldte sig som frivillig i Første
Verdenskrig og avancerede til løjtnant og kompagnifører. Han blev såret syv
gange og blev en højt dekoreret krigshelt. I 1920 udgav han bogen "I stålstorme",
som han kaldte uddrag af en stormtropførers dagbog. Den blev en stor
salgssucces og tryktes i mange oplag. I mellemkrigstiden arbejdede han som
forfatter og var en kultfigur på den tyske højrefløj, men tilsluttede sig ikke
nazistpartiet. Han tjente som officer under Anden Verdenskrig. I 1984, 70-året
for krigens udbrud, deltog han sammen med den franske præsident Mitterand og
den tyske forbundskansler Kohl i en mindehøjtidelighed for de faldne. Han døde
i 1998, næsten 103 år gammel.
Ernst Jünger: I Stålstorme, 1920
Tekst 2a: Forord
Endnu hviler skyggen af det uhyrlige over os. Den vældigste
af alle krige er os endnu for nær til, at vi helt kan overskue den, for ikke at
tale om at kunne udkrystallisere dens ånd.(...)
Billedet af krigen var nøgternt, dens farver var gråt og
rødt; slagmarken var en vanviddets ødemark, hvor livet fristede en kummerlig
tilværelse under jorden. Om natten væltede trætte kolonner sig ad sønderskudte
veje imod den rødmende horisont. (...) Ruiner og kors kantede vejen. Der lød
ingen sang, kun sagte kommandoer og eder blandede sig med seletøjets knirken og
klapren af geværer, hakker og spader. Tågede skygger dukkede fra endeløse
løbegrave op i udkanterne af ødelagte landsbyer.
Regimentsmusik ombølgede ikke som førhen de kompagnier, der
drog i kamp. Det ville have været en hån. Ingen faner vajede som tidligere i
krudtrøg over splittede formationer, morgenrøden oplyste ingen munter rytter i
dag med ridderlig kamp og død. Sjældent blev den værdige laurbærkranset.
Og alligevel har denne krig haft sine mænd og sin romantik!
Helte, hvis ikke det ord var blevet så misbrugt. Dristige, ukendte, urokkelige
mænd, som det ikke blev undt at beruse sig i egen dristighed for alles øjne.
Ensomme stod de i slagets storm, når døden som en rød rytter med flammehove
galopperede gennem den bølgende tåge. Deres horisont var kanten af et
bombekrater, deres støtte var pligtfølelsen, æren og de indre værdier. De var
frygtens overmænd; sjældent fik de den befrielse at kunne se fjenden i øjnene,
efter at alt rædselsfuldt havde hobet sig op til sin kulmination, og deres
verden var hyllet i et blodrødt skær. Så voksede de til brutal størrelse som
skyttegravenes smidige tigre, som sprængstoffernes mestre. Så rasede deres
urdrift ved hjælp af komplicerede ødelæggelsesmidler.
Men også når krigens møllehjul drejede langsommere, var de
beundringsværdige. De tilbragte dagene i jordens indvolde, omgivet af mug,
forpint af faldende vanddråbers evige urværk. Når solen gik ned bag ruiners
takkede silhuetter, slap de ud af peststanken i de sorte huler, genoptog deres
muldvarpearbejde eller stod nætter igennem som søjler af jern bag løbegravenes
volde og stirrede ind i hvislende lyskuglers kolde sølv. Eller de sneg sig som
spejdere over raslende pigtråd ud i det øde ingenmandsland. (...) Således
arbejdede og kæmpede de, dårligt ernæret og dårligt klædt, som dødens
tålmodige, jernhårdt belæssede daglejere.
...
Tekst 2b: Slaget
ved Somme, august 1916
Ernst Jünger er på det tidspunkt
avanceret til løjtnant.
Den 23. august 1916 blev vi i lastbiler transporteret til Le
Mesnil. Selv om vi netop havde erfaret, at vi skulle sættes ind i (...)
brændpunktet i Somme-slaget.., var stemningen fortræffelig. Vittigheder fløj
under almindelig morskab fra den ene bil til den anden. Fra Le Mesnil
marcherede vi efter mørkets frembrud til Sailly-Saillisel. (...) Foran os
rullede og tordnede en artilleriild af uhørt styrke, tusinde flammende lyn
indhyllede den vestlige horisont i et glødende flammehav.. Ustandseligt slæbte
sårede sig tilbage med blege, indfaldne ansigter, og ofte blev de trængt ud i
grøfterne af forbipasserende skyts eller ammunitionskolonner.
En mand med stålhjelm meldte sig hos mig for at føre min
kolonne til den berømte landsby Combles, hvor vi indtil videre skulle stå i
reserve. Mens jeg sad ved siden af ham i grøften, spurgte jeg naturligvis
ivrigt til forholdene i stillingen og hørte en tonløs fortælling om dage
tilbragt sammenkrøbet i granatkratere, isoleret og uden forbindelsesveje, om
uophørlige angreb, om ligdækkede marker og vanvittig tørst, om lidende sårede
og mere endnu. (...) Man mærkede på manden, at han til bunds havde gennemlevet
enhver skræk lige til fortvivlelse og derefter havde lært at foragte den. Intet
andet syntes at være blevet tilbage end en stor, mandig ligegyldighed.
Den, der falder, bliver liggende. Der kan ingen hjælpe.
Ingen ved, om han kommer levende tilbage. Hver dag bliver der angrebet, men de
kommer ikke igennem. Alle ved, at det gælder liv eller død.
Med sådanne folk kan man kæmpe!
(...)
Kl. 23 kom en ordonnans og bragte befaling om at føre
kolonnen til kirkepladsen. Vi sluttede os derefter sammen med de to andre
kolonner for at marchere ud i stillingen. (...) Så marcherede vi af sted i
række efter hinanden. (...) Straks i landsbyens udkant så vores vejviser, at
han havde taget fejl. Vi var nødt til at vende om under stærk granatild. Så gik
det - mest i løb - over åben mark langs et hvidt bånd, der var udlagt til
orientering, og som nu var skudt i småstykker. Ofte måtte vi blive stående på
de værste steder, når vejviseren havde mistet orienteringen. Og for at holde
sammen på kolonnerne var det forbudt at lægge sig ned. Alligevel var første og
tredje kolonne pludselig forsvundet. Videre! I en heftigt beskudt hulvej blev
grupperne klumpet sammen. I dækning!
En hæslig, påtrængende lugt fortalte os, at denne passage
allerede havde krævet mange ofre. Efter et dødsensfarligt løb kom vi til en
anden hulvej, hvor kamptroppekommandantens kassemat befandt sig; vi kunne ikke
komme videre i den pinagtige trængsel af nervøse og ophidsede mennesker og
gjorde omkring. Højst fem meter fra løjtnant Vogel og mig slog en mellemstor
granat med et dumpt brag mod skråningen og kastede en regn af jordklumper over
os, mens en dødbringende byge af sprængstykker fløj over vores bøjede rygge.
Endelig genfandt vejviseren orienteringen i kraft af en iøjefaldende ligdynge.
Videre, videre! Nogle folk faldt sammen under løbet, og vi
truede dem voldsomt for at presse den allersidste kraftanstrengelse ud af de
udmattede kroppe. De sårede gled til højre og venstre ned i granatkratere, uden
at man ænsede deres nødskrig. Videre gik det med øjnene stift rettet mod manden
foran i rækken gennem en knædyb grav, dannet af bombekratere, hvor den ene døde
lå ved siden af den anden. Modvilligt trådte foden på de bløde kroppe. Også de
sårede, der faldt på vejen, led den skæbne at blive trampet ned af de andre,
der hastede videre.
Og hele tiden denne sødlige lugt!
(...)
Endelig nåede vi den forreste linje, der var bemandet med
folk, der sad tæt sammenkrøbne i hullerne, og hvis tonløse stemmer skælvede af
glæde, da de forstod, at afløsningen var kommet. En bayersk sergent overdrog
mig med få ord frontafsnittet og en signalpistol. (...)
Den bayerske sergent var pludselig sporløst forsvundet, og
jeg stod helt alene med signalpistolen i hånden midt i det uhyggelige
kraterlandskab, som de hvide tågebanker gjorde endnu mere truende og gådefuldt.
Bag mig var en vedvarende, ubehagelig lugt; jeg konstaterede med mærkværdig
nøgternhed, at den stammede fra et stort lig i forrådnelse.
(...)
Da det lysnede, trådte de fremmede omgivelser gradvist frem
for vore undrende øjne. Hulvejen så nu blot ud som en række mægtige kratere,
fyldt med uniformsdele, våben og døde; omgivelserne var, så langt øjet rakte,
fuldstændig pløjet op af tunge granater. Ikke et eneste ynkeligt græsstrå fandt
vores søgende øjne. Slagmarken var grufuld. Mellem de levende forsvarere lå de
døde. Da vi gravede skyttehuller, så vi, at de lå i lag ovenpå hinanden. Det
ene kompagni efter det andet var blevet tilintetgjort, mens det holdt stand i
trommeilden. Så var ligene blevet begravet af de jordmasser, som granaterne
kastede i vejret, og det næste kompagni havde overtaget de faldnes plads.
Hulvejen og området bag den var fuldt af faldne tyskere,
området foran den fuldt af englændere. Ud af jordvoldene stak der arme, ben,
hoveder.
(...)
Tekst 2c:
I forbindelse med et andet slag i november 1917 giver Jünger
denne beskrivelse af frontsoldaten i Første Verdenskrig.
Også den moderne kamp har sine store øjeblikke. Man hører så
ofte den fejlagtige opfattelse, at infanterikamp er sunket ned til at være et
uinteressant masseslagteri. Tværtimod. I dag mere end nogensinde er den enkelte
afgørende. Det ved enhver, der har begivet sig ind i det rige, der tilhører
skyttegravenes fyrster med deres hårde, beslutsomme ansigter, dumdristige,
senede, smidigt springende, med skarpe, blodtørstige øjne, helte, der ikke
nævnes i nogen indberetning. Skyttegravskampen er den blodigste, vildeste, mest
brutale af alle, men også denne kamp har haft sine mænd, der var øjeblikket
voksent, ukendte forvovne kæmpere. Af alle krigens nervepirrende momenter er
intet så stærkt som mødet mellem to stormtropførere mellem skyttegravens
lervægge. Der findes der ingen vej tilbage og ingen barmhjertighed.
Tekst 2d:
Note
I marts 1918 iværksatte tyskerne deres sidste store
offensiv, "Kejserslaget". På østfronten var der sluttet våbenhvile,
efter at bolsjevikkerne i oktober 1917 havde taget magten, og tyskerne kunne
derfor overføre store styrker fra østfronten til vestfronten. Målet med
offensiven var at gennembryde den allierede front og afgørende slå de allierede
styrker. Det skulle ske, før antallet af amerikanske soldater på vestfronten
blev for stort. Planen var nær ved at lykkes. Man fik gennembrudt de allieredes
linjer, og de allierede styrker blev trængt hele 30 km tilbage, men efter to
ugers kampe standsedes den tyske fremrykning. Da denne offensiv mislykkedes,
var tyskernes ressourcer udtømt.
Ernst Jünger var med fra offensivens start d. 21. marts
1918. Han leder en deling i stormangreb på de engelske linjer.
Kl. 9.10 forlod officerspatruljen, der skulle kontrollere
vores opstilling, skyttegraven. Da de forreste linjer lå 800 m fra hinanden,
måtte vi allerede i forberedelsesfasen (...) lægge os klar i ingenmandsland, så
vi kl. 9.40 kunne løbe ind mod den forreste fjendtlige linje. (...) I granatkraterne
foran den fjendtlige skyttegrav, der gang på gang blev ramt af den voldsomste
kanonild, ventede angrebsbataljonerne (...) over en uoverskuelig lang front.
Ved synet af de vældige, tæt samlede masser følte jeg, at gennembruddet var
sikkert. Men havde vi også kraften til at splitte og tilintetgøre de fjendtlige
reserver? Det forventede jeg med sikkerhed. Slutkampen, det endelige angreb,
syntes at være kommet.
Stemningen var ganske særlig, ladet med den højeste
spænding. Officerer stod oprejst og udvekslede nervøse vittigheder. Ofte gik en
svær mine for kort og kastede en tårnhøj kaskade af jord over os, uden at en
eneste dukkede hovedet. Kamplarmen var blevet så forfærdelig, at ingen længere
var ved sin fornufts fulde brug. Nerverne kunne ikke længere føle angst. (...)
Tre minutter før angrebet vinkede min trofaste tjener til
mig med en fyldt feltflaske. Med sin beskedne horisont forstod han øjeblikkets
behov. Jeg drak en dyb slurk. Det var, som drak jeg vand. (...)
Det store øjeblik var kommet. (...) Vi trådte an. Med sammensatte følelser,
fremkaldt af blodtørst, mod og alkohol gik vi imod de fjendtlige stillinger.
Jeg var langt foran kompagniet. (...) Den højre hånd knugede pistolskæftet, den
anden en ridepisk af bambus. Jeg kogte af en forbitrelse, jeg i dag ikke kan
fatte. Det overvældende ønske om at dræbe gav mine skridt fart. (...) Raseriet
pressede bitre tårer frem i øjnene.
Den uhyre ødelæggelsesvilje, der hvilede over slagmarken,
koncentrerede sig i hjernerne. Således må renæssancens mænd have været grebet
af deres lidenskaber, (...) varulve, der jager gennem natten for at drikke
blod.
Uden vanskeligheder satte vi over en ødelagt
pigtrådsspærring og satte i spring over den forreste grav. (...) Imod
forventning smældede maskingeværild imod os fra den anden linje. Med mine
ledsagere sprang jeg i et granathul. Et sekund senere gav det et frygteligt
brag, og jeg faldt forover. (...) (En menig) havde fået et hul i overarmen og
sagde stønnende, at en kugle havde ramt ham i ryggen. Vi rev uniformen af ham
og forbandt ham. Den ophvirvlede jord viste, at en granat havde ramt kanten af
hullet. Det var et under, at vi stadig var i live.
I mellemtiden var de andre kommet foran os. Vi styrtede
efter dem og overlod den sårede til sin skæbne. Lidt til venstre dukkede (en
mægtig jernbanedæmning), som vi måtte over, ud af røgen. Fra indbyggede
skydeskår .. knaldede gevær- og maskingeværild.
Jeg fulgte en hulvej, i hvis skrænter der var gabende tomme
dækningshuller. Rasende skred jeg frem over sort, oppløjet jord, der stadig
ulmede af de klæbrige gasser fra vores granater. (...) Folk fra mit kompagni
sprang ned i hulvejen. Vi var vildt ophidsede. Jeg rev frakken af og kastede
den bort. Jeg husker stadig, at jeg nogle gange råbte, "Nu smider løjtnant
Jünger jakken", og at infanteristerne lo af det, som om det var en
kostelig vittighed. (...)
Jeg løb lige imod den ildsprudende jernbanedæmning. (...)
Pludselig befandt jeg mig ved banedæmningens fod og bemærkede, at der lige ved
siden af mig blev skudt ud af en åbning i dæmningen, som var skjult med
sækkelærred. Jeg skød gennem klædet. En mand ved siden af mig rev det væk og
kastede en håndgranat ind i åbningen. Et stød og en hvid sky afslørede
virkningen. Det var et råt, men effektivt middel. Vi to løb langs dæmningen og
bearbejdede de næste åbninger på samme måde. (...) Derefter klatrede vi sammen
med hundrede andre over dæmningen . For første gang i krigen så jeg
soldatermassser støde sammen. På den anden skråning holdt englænderne to
terrasseagtige grave. Der blev udvekslet skud på få meters afstand,
håndgranater fløj derned i buer.
Jeg sprang ned i den første grav (...) og stødte sammen med
(...) en engelsk officer. Jeg brugte ikke pistolen, men greb ham i struben og
kastede ham mod nogle sandsække. Bag mig dukkede hovedet af en gammel major op,
der skreg til mig: "Slå hunden ihjel".
Jeg overlod dette arbejde til de efterfølgende og vendte mig
mod den anden grav, der vrimlede med englændere, og sendte pistolkuglerne af
sted mod dem med sådan en iver, at jeg vel trykkede på aftrækkeren en halv snes
gange efter det sidste skud. En mand ved siden af mig kastede håndgranater ind
mellem de flygtende. En tallerkenformet hjelm fløj højt op i luften.
På et minut var kampen afgjort. Englænderne sprang ud af
deres skyttegrave og flygtede i store skarer ud over den åbne mark. (...) Fra
dæmningens top knaldede en herlig ild efter de flygtende, som faldt om i store
flokke, og i løbet af nogle sekunder var jorden dækket af lig. Kun få undslap.
Efter at arbejdet var gjort færdigt, gik det videre.
I den næste engelske forsvarslinje yder nogle
maskingeværstillinger hård modstand, og tyskerne må søge dækning i
granatkratere. Da maskingeværerne bliver sat ud af spillet, fortsætter
angrebet.
Fra alle granathuller dukkede der nu geværsvingende
skikkelser op, og de løb mod den fjendtlige stilling med rullende øjne og skum
om munden under frygtelige hurraråb. I hundredvis kom forsvarerne frem med
hænderne i vejret.
Der blev ikke givet pardon. Englænderne hastede med
opstrakte arme forbi den første stormbølge mod de følgende, hvis kampraseri
endnu ikke var steget til kogepunktet. En ordonnans (...) dræbte med sin
32-skudspistol vel et dusin af dem.
Jeg kan ikke bebrejde vores folk denne blodtørstige adfærd.
At dræbe en forsvarsløs er gement. (...) På den anden side må en forsvarer, der
jager sine skud i angriberen på fem skridts afstand, tage konsekvenserne.
Krigeren, der under stormen har haft et blodigt slør for øjnene, kan ikke mere
omstille sine følelser. Han vil ikke tage fanger, han vil slå ihjel.. Han har
tabt blikket for ethvert formål og er i mægtige urkræfters vold. Først, når der
er udgydt blod, forsvinder tågen fra hans hjerne; han ser sig om, som vågnede
han af en ond drøm. Først derefter er han igen en moderne soldat, klar til at løse
en ny taktisk opgave".
Kilde: Ernst Jünger, In Stahlgewittern, 1922, s. III-IV,
65-66, 69-72, 182 197-205, oversat af udgiveren.
Mulige arbejdsspørgsmål:
Hvordan beskriver Ernst Jünger sit møde med krigen ved
fronten?
Hvordan fremstiller han sig selv som soldat og officer?
Hvilke træk og egenskaber ved frontsoldaterne fremhæver han?
Hvordan fremstiller han soldaternes tilstand under angreb?
Hvordan behandles fjender, der vil overgive sig?
Er Jüngers skrift krigsforherligende? Hvordan? Sammenlign
teksten med andre tekster.
Tekst 3,4 og 5 har tyskholdet lavet gloser til - se i det udleverede materiale og i lectio for at se digtene med gloser.
.jpg) |
| Otto Dix, Sturmtruppe geht unter Gas vor (Assault under Gas), 1924 |
Tekst 3
Alfred Lichtenstein(1889-1914)
"Gebet vor der Schlacht" (1914)
Inbrünstig singt die Mannschaft, jeder für sich:
Gott, behüte
mich vor Unglück,
Vater, Sohn und heiliger Geist,
Daß mich nicht Granaten treffen,
Daß die Luder, unsre Feinde,
Mich nicht fangen, nicht
erschießen,
Daß ich nicht wie’n Hund verrecke
Für das teure
Vaterland.
Sieh, ich möchte gern noch leben,
Kühe melken, Måadchen stopfen
Und den Schuft, den Sepp, verprügeln,
Mich noch manches Mal
besaufen
Bis zu meinem selgen Ende.
Sieh, ich bete gut und
gerne
Täglich sieben Rosenkränze,
Wenn du, Gott, in deiner Gnade
Meinen
Freund, den Huber oder
Meier, tötest, mich verschonst.
Aber muß ich
doch dran glauben,
Laß mich nicht zu schwer verwunden.
Schick mir einen
leichten Beinschuß,
Eine kleine Armverletzung,
Daß ich als ein Held
zurückkehr,
Der etwas erzählen kann.
Tekst 4: Walter Flex (1887-1917)
"Im Schützengraben"
In Frankreichs Erde haben
Wir uns hinabgewühlt
Und lauern
im Schützengraben,
Von welscher Erde durchkühlt.
Wir lauern
nachtdurchfrostet
Und regenüberbraust.
Die treue Büchse rostet,
Am
Kolben liegt die Faust.
Wir lauern am Waldesrasen,
Altweibersommer
weht.
Der Mond baut
Silberstraßen
Zum Feind, der drüben sieht.
Wir liegen wie in
Grüften
Unter Mond und Sonnenschein
Und saugen das fremde Düften
Der
welschen Erde ein.
Granaten gurgeln und krachen
Und streuen Tod umher,
Wir lauern
und warten und wachen.
Die Augen werden uns schwer.
Wir hören des
Nachts im Walde
Die Totenkäuze schrei'n;
Der Graben kann uns, wie
balde.
Zum Grab bereitet
sein.
Die Nebel fallen und
steigen,
Die Blätter treiben ihr Spiel.
Herz, Herz, du
solltest schweigen
Und redest, ach, so viel!
Herz, Herz, warum dich
kränken
Mit Schatten goldener Zeit?
Du sollst nichts andres
denken
Als deines Volkes Leid!
Wir mögen in Lumpen lungern
Durch
Frost und Feindesland,
Nur du, du sollst nicht hungern.
Mein Volk und Vaterland!
 |
| John Singer Sargent, Gassed, 1918-19, oil
on canvas, |
Tekst 5: Heinrich Lersch (1889-1936)
"Im Schützengraben"(1916)
Ich lieg an dem Gewehr zum Anschlag an.
Ein Käppi hebt sich überm Grabesrand,
und eine Hand
wirft eine Schaufel Erde hoch hinan ...
Mein Kamerad Franzos, dich traf ich gut!
Du mußt nicht böse sein, daß ich dich schoß:
Ich bin dein Bruder ja, bin dein Genoß;
wir sind erlöst durch eines Gottes Blut.
Was ist es denn, was uns zu töten heißt?
Du mich — ich dich, daß wir so vogelfrei?
Nur treffen, töten, wen ist einerlei,
wenn du mich nur von einem Feind befreist.
Wir denken nicht. Wir tun nur Schuß auf Schuß!
Fällt jemand neben uns, — dann wächst die Wut,
und wie die Erde trinkt das frische Blut,
so wächst der Rache grauser Hochgenuß.
Denn Blut will Blut. In Strömen fließt es hin.
Tot liegt nun der, des Herz so warm doch schlug,
der Nacht um Nacht das schwere Heimweh trug,
das wachsend schwoll seit Krieges Anbeginn.
Wozu das all, mein Kamerad Frazos?
Du stirbst für deines Reiches Herrlichkeit,
ich steh für unseres Tuns Gerechtigkeit,
und gleicher Tod ist unser beider Los.
So muß es sein. Es wächst wie Gras und Baum
der Menschheit strebend Volk sich hin zum Licht;
zwei gleiche Bäume stehn zusammen nicht,
der eine frißt des andern Licht und Raum.
Und Tier und Gras und Blume stirbt und wird,
eins durch das andre. Alles wird zu Staub.
Ein jedes wird des Todes sichrer Raub,
ob es die Sonne dörrt, ob es die Sense schwirrt. — —
Mein Kamerad Franzos, nun ruhst auch du
in Heimaterde aus von Kampf und Schlacht,
auch ich hab sie zur Heimat mir gemacht, —
wir harren wohl der Auferstehung zu.
Und unterdessen wird ein Sonnentag
mit ungeheurem Jubel um die Erde gehn,
und Blumen fliegen, Banner, Fahnen wehn,
und jeder jubelt, wie er kann und mag.
Wir hören's nicht. Wir liegen kalt und tot.
Und weckt kein Singen, keines Friedens Gruß,
auf unsern Leibern steht der Menschheit Fuß:
Sie schaut hinein ins neue Morgenrot.
Fra: Herz! Aufglühe dein Blut! Gedichte im Kriege (1916)
Tekst 6: breve fra soldater
Briefe von Soldaten
Kriegbeginn
1914:
"Liebe
Eltern,
Am 2. August morgens 3 Uhr dann endgültig Abmarsch, nachdem
unser Major eine kurze markige Ansprache gehalten hatte. Voran die Musik, "Heil
Dir im Siegerkranz", gings dem Bahnhof zu. Um 5 Uhr waren wir verladen in ca. 20
Wagen mit unseren Gerätewagen, und um 6 Uhr verließen wir Koblenz unter Absingen
froher Lieder Richtung Trier. An den Wagen hatten wir allerhand Ulk angemalt, so
"auf nach Paris zum Bundesschießen", "morgen gibts Goulasch mit Rothosen",
"Franzosen, Belgier, Serben, Ihr alle müsst jetzt sterben" usw. Auf der ganzen
Fahrt haben wir gesungen, was nur die Kehle hergab. Überall, wo wir auf der
Fahrt durchkamen, wurden wir aufgemuntert, feste zuzuhauen, aber auch so manches
Mütterlein stand an der Bahn mit Tränen in den Augen."
Später:Am
28. November 1915 wird der Fahnenjunker Karl Brunner von Halberstadt aus an die
Westfront kommandiert. Im Sommer darauf greifen Engländer und Franzosen an der
Somme an.
Statt des erhofften Durchbruchs bringt diese Schlacht zu Beginn schwere
Verluste. Schon am ersten Angriffstag beklagen allein die Engländer mehrere
zehntausend Opfer. In diesem Sommer kämpft auch Karl Brunner an der Somme. Am 23. Juli
1916 schreibt der 17 Jahre alte Gymnasiast an seine Schwester Mathilde:"Am
22sten morgens erhielten wir ein leichtes Artilleriefeuer auf den Graben. Ab und
zu mal eine 15er, die aber sämtlich Blindgänger waren. Nachmittags
um drei
Uhr fingen die Engländer an, uns mit 15er Granaten förmlich zuzudecken. Wir
hatten als Schutz nur kleine Wulen in der Wand; was für Schutz das
aber war,
erwies sich bald. Gleich die ersten gingen dahin, wo meine Wule lag,
in der
ich Gott sei Dank nicht drin war. Sie verschütteten den Graben bis zur Hälfte
und drei Leute, die in den kleinen Löchern Schutz gesucht hatten, darunter meine
Burschen. Ich nahm mir sofort zwei beherzte Kerls, und so machten wir uns gleich
ans Rettungswerk. Es war schrecklich. Unter uns lagen die drei und wimmerten
herzzerreißend, oben krepierte Schuss für Schuss schwere Artillerie, neben uns
mit ohrenbetäubendem Krachen. Wir schippten, dass uns der Schweiß runterlief.
Schon stieß ich auf meinen Burschen mit dem Spaten, da schlug eine Granate zwei
Meter hinter uns ein und verschüttete uns beinah. Alle Arbeit war umsonst
gewesen. Es vergingen 15 Minuten angestrengtester Arbeit, doch immer wieder
wurde alles zugeworfen.
Dann
gab ich es auf...es waren schauderhafte Minuten, Stunden. Man hört diese Dinger
immer auf sich zuheulen und kann nicht ausweichen vor ihnen. Das entnervt
kolossal. Abends machte ich mich daran, meine Wule auszubuddeln, in der
Regenmantel, Gasmaske, Brotbeutel usw. lagen. Eine kleine Pause zum
Schreiben.
Ein
Schrapnell warf mir eben einen Batzen Dreck ins Gesicht und auf den Brief.
"Dolle Sache"! - Während wir arbeiteten hieß es plötzlich: "Alle Mann an Bord!".
Im selben Augenblick ging das feindliche schwere Artillerie-Feuer mehr auf die
hinter uns liegenden Batterien. Dafür wurden wir mit einem Hagel von Schrapnells
überschüttet. Doch alles atmete erleichtert auf, dass wir keine "schweren" mehr
abkriegten.
So
standen wir etwa 15 Minuten im Schrapnellfeuer, aber innerlich vollständig
beruhigt. Vor diesen Dingern hat man keine Angst. Endlich gingen rechts und
links die roten Leuchtkugeln hoch, also beiderseits Angriff. Das Artilleriefeuer
hörte nun auf, wir standen, in der rechten Hand das Gewehr, links die
Handgranate, zum Empfang bereit. Aber sie griffen nicht bei uns
an.
Plötzlich
der Ruf: "Leuchtpatronen und Handgranaten nach links, Feind ist links
eingebrochen". Was das bedeutet, glaubt Ihr gar nicht. Auf Deutsch: Die
Westfront mal wieder wie am 14ten durchbrochen."
Karl
Brunner schreibt diesen Brief am 23. Juli 1916. Drei Tage später adressiert sein
Hauptmann folgenden Feldpostbrief an die Mutter:
"Hochverehrte,
gnädige Frau!
Schmerzlich
bewegt erfülle ich die traurige Pflicht und teile Ihnen mit, dass Ihr lieber
Sohn, unser tapferer Kamerad, am 23. 7., kurz nach 7 Uhr abends, durch ein
Artilleriegeschoß einen leichten Heldentod fand. Trotz seiner Jugend hat er mit
Hingabe, Pflichtbewusstsein und vorbildlicher Tapferkeit bis zuletzt seinen Zug
geführt. Die Kameraden des Regiments und die Mannschaften der 3. Kompanie
beklagen tief den Verlust dieses lieben und bescheidenen Offiziers. Ich, als
sein Bataillonskommandeur, kann Ihnen nur versichern, dass er in vollstem Maß
seine Schuldigkeit getan und als Held angesichts des Feindes gefallen ist! Die
Kameraden mussten ihn an Ort und Stelle südwestlich Martinpuich zur letzten Ruhe
betten, da ein Bergen in den furchtbaren Kämpfen nicht möglich ist. Seien Sie
unserer allerherzlichsten Teilnahme versichert.
Voller
Ergriffenheit. Klutmann"
Quelle: http://www.lsg.musin.de/geschichte/Material/Quellen/Briefe-wirklichkeit-krieg.htm
(kilde: http://www.kriegsbegeisterung.wg.am/briefe.html)
Efter denne artilleriforberedelse gik fodfolkssoldater til angreb med geværer med påsatte bajonetter. De forsøgte at storme fjendens skyttegravslinjer.
.jpg)
